Monday, May 1, 2023

DEKO lægger sidste hånd på millionbyggeri på spidsen af Nordø

DEKO har i et år været i fuld gang ude på spidsen af Nordø, hvor vores team har stået for al indvendigt tømrerarbejde og montering af DEKO glasvægsløsninger til det nye spektakulære byggeri. Nu nærmer vi os målet og kan snart lukke de sidste etager af for denne gang.

Nordhavn er en by i rivende udvikling, og snart kan havnebyen nyde synet af endnu et arkitektonisk bygningsværk, der hylder den maritime verden med udsigt til punktet, hvor himmel og hav mødes.

DEKOs team er lige nu i gang med at afslutte fag- og glasentreprisen på de sidste etager og har igangsat mangelafhjælpning og finpudsning, inden vi forlader byggepladsen. Ud over at vi hos DEKO er stolte af at have bidraget til det prestigefulde millionbyggeri, har bygningens særegne arkitektur også været fagligt udfordrende og spændende at arbejde med.

- Det er altid en fornøjelse at bidrage til opførelsen af flotte bygningsværker som Nordø. Rent fagligt har Nordø-projektet også været interessant, da byggeriets store og runde arkitektur hele vejen igennem har krævet et skarpt overblik og byggeteknisk snilde, hvilket kun gør bygningen endnu mere særlig, siger Jesper Bøgvad, der sammen med Kenneth Thomsen har været entrepriseleder på projektet.

- Nu er DEKO stort set færdig med kontraktarbejdet, og vi nærmer os målet. Så kan vi bare glæde os til at se det færdige byggeri, når det står klar til aflevering i efteråret 2023, siger han.

Glasvægge til bæredygtigt og åbent kontorlandskab

Den 25.000 m² store og 12 etagers høje kontorbygning er opført til DGNB-guldniveau, som er en af de højeste standarder inden for bæredygtighed, og som beviser, at byggeriets materialer lever op til de høje krav inden for miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed.

Med miljøcertificeringer, der overholder kravene, har DEKO foruden 11.000 m² gipsvægge og skørter også leveret og monteret 900 døre samt mineralulds- og træbetonlofter i bygningen. Glasvæggene bryster sig med en lydreduktion på Rw 42 dB, hvilket gør det muligt at fordybe sig i arbejdet i det åbne, sociale kontormiljø. Ud over glasvægge har DEKO også monteret brandglasvægge til områder i bygningen, hvor der stilles høje brandkrav.

Det endelige resultat forventes at stå færdigt til efteråret, hvor lejerne kan nyde deres nye spektakulære domicil, der får brugere og besøgende til at kigge op en ekstra gang.

Se video fra Nordø projektet eller læs mere om DEKOs entrepriseformer.

Om os

Nyheder